Dagens opmærksomhed

11. dag i måneden:

Refleksionens dobbelte blik 2

Teksten i går gjorde os opmærksomme på misbrugets konsekvenser, og hvordan de indvirker negativt på alle livsområder.

På denne baggrund er det vigtigt at være opmærksom på:
at vores refleksioner er et dobbelt blik, hvor vi samtidig holder øje med omverdenen og vores egne psykiske processer

Vores refleksioner er nøglen til at afsløre misbrugets illusioner om behovstilfredsstillelse, som er opstået gennem følelsesmæssige bedragerier, der fik os til at prioritere rusmidlerne foran alt andet.

Det skete, dengang rusmidlernes virkede, som de skulle og gav os intense oplevelser af lindring og eufori. Vi har hver især oplevet vores version af de "gode gamle dage", hvor rusmidler gav os glæde, tryghed, energi, selvværd, trøst, frihed, mening og meget andet.

Når vi bliver bedre til at reflektere, bliver vi ikke bare bedre til at frigøre os fra misbrugets jerngreb - vi bliver også bedre til at leve efter vores værdier og indgå i relationer til andre mennesker.

I dag vil jeg være opmærksom på at træne min evne til at reflektere ved at undersøge, hvordan mit indre kan farve det ydre.