Dagens opmærksomhed

6. dag i måneden:

Vejen ind i boksen

Teksten i går gjorde os opmærksomme på vores uønskede skyggesider, og hvordan de kan skabe modstand mod andre mennesker.

Her er det vigtigt at være opmærksom på:
at mennesker kan være tilbøjelige til gå ind i "boksens mentale tilflugtsrum", når andre "trigger" noget i dem

Boksen er et billede på et indre, mentalt tilflugtsrum, som vi smutter ind i, når vi mærker modstand mod andre. I stedet for at se på andre som mennesker med drømme og behov, der er lige så vigtige som vores egne, så ser vi dem - inde fra boksen - som problemer.

Den mentale forflytning til boksens negative tanker kan ske, når vi på en eller anden måde føler os truet, eller oplever skyld- og skamfølelser, eller på andre måder bliver stressede eller oplever tomhed.

Vi kan undgå disse og andre sårbare følelser ved at gå ind i boksen, hvor vi i stedet for vil opleve retfærdig harme og selvmedlidenhed.

I dag vil jeg være opmærksom på, at min tendens til at gå i boksen er tillært gennem livet i sig selv. Med denne opmærksomhed vil jeg vise forståelse over for mig selv og andre mennesker.