Faseinddeling

Denne fængselsbaserede misbrugsbehandling er opdelt i tre faser, som hver især servicerer forskellige formål i henhold til brugernes forløb. På behandlingsafdelingen i Statsfængslet i Jyderup er faserne fysisk adskilt, og brugerne flytter derfor til en ny værelsesfløj, når de overgår til en ny fase. På behandlingsafdelingen SØ i Statsfængslet i Nyborg er der ingen fysisk adskillelse af faserne. Forløbet er dog stadigt opdelt i tre faser med forskelige formål, som giver hver af de tre faser en egen indholdsorientering. Dette blev specielt tydeligt efter at der i 2013 blev iværksat flere nye tiltag i henhold til anbefalingerne i en videnpilot undersøgelsesrapport. For at fremme brugernes oplevelser af sammenhæng og kontinuitet blev der den gang etableret en praksis med nye obligatoriske workshops og behandlingsopgaver i hver af de tre faser.